Træningsfilm og gode råd fra fysioterapeuten

Trine Maribo Carstensen er uddannet fysioterapeut i 1991.

Hun har arbejdet på Bispebjerg Hospital i næsten 27 år og langt størstedelen af tiden på neurologisk afdeling. Fra 2004-2018 var hendes primære område Daghospital for Atypisk Parkinsonisme, hvor hun var med til at opbygge og udvikle det tværfaglige team.

Trine er nu selvstændig fysioterapeut i København. Hendes fysioterapi er en kombination af rådgivning, øvelser og manuel behandling og foregår på klinik eller hjemme.

Vigtige bevægelsesfunktioner

Mange oplever at miste kræfter gradvist, så det er klogt at forsøge at vedligeholde sin styrke og de forskellige bevægelsesfunktioner, så godt man kan. Det drejer sig f.eks. om at gå, rejse og sætte sig, at komme i og ud af sin seng og at komme ned på gulvet og op igen.

Med træning kan man ofte bevare funktionerne længere – man forhaler forværringen – og mange synes, det er tilfredsstillende, at de har mulighed for at gøre noget selv. I nogle tilfælde er det endda muligt at forbedre nogle funktioner lidt.

Det er klogt at komme ud til sin grænse tit for at holde sin bevægefrihed så stor som mulig. Man kan sige, at man skal bruge det, man har, for ellers vil det forsvinde. Inaktivitet gør, at man bliver svækket, og bevægefriheden vil da indskrænke sig hurtigere.

For at støtte træningen må man, hvis det er muligt, spise godt, få nok væske og sove godt.

De fleste har glæde af fysioterapi for at få støtte til den vedligeholdende træning.

Hvis du døjer med træthed

For nogle mennesker med MSA er træthed det største problem. Man kan egentlig godt udføre mange forskellige bevægelser, men man orker ikke at gøre ret meget. Man må da forsøge at holde kræfterne ved lige, så godt man kan.

Når man har trænet, må man gerne kunne mærke, at man har brugt kroppen, men man skal ikke blive så udtrættet, at man ikke kan klare andre ting, der er vigtige for en. Dette kan være en svær balance, og den skal justeres en gang imellem.

Det er en god ide at tale sine prioriteringer igennem med familie og sundhedspersonale, så alle omkring en kender til dem. Man kan overveje, hvad der er vigtigst for en, og hvad der gør en glad, så man har mulighed for at prioritere disse ting og dermed økonomisere med sine kræfter. For nogle kan det være at træne og at gå tur i skoven, for andre kan det være vigtigere at have overskud til at få besøg af familien.

Jeg har f.eks. haft en patient, der kunne mærke, at det blev sværere både at spise, gå og tale. Det gjaldt for dem alle tre, at det ville kræve en indsats at holde dem ved lige. Vi talte det igennem, og hun kom frem til, at det var vigtigst for hende at vedligeholde gang og tale. Spisning betød mindre. Derefter kunne hun sætte mere målrettet ind med vedligeholdende træning af gang og tale og så få hjælp til spisningen.

Mange, der døjer med træthed, har brug for hjælp til at få struktureret deres hverdag, så den kan hænge sammen. Herunder er det godt at tale om tid til hvil, da et liggende middagshvil kan give nye kræfter, så man bedre kan nyde de ting, man skal sidst på dagen.

I disse overvejelser må man hele tiden huske, at man gør det så godt man kan, og at det er godt nok.