Ingentingsmanifestet

Det er Gitte Rungholm (selv MSA-patient), som har fundet på denne betegnelse for den prædiken I nu får mulighed for at læse. Jeg havde sendt den til Gitte efter en telefonsamtale, hvor vi igen, igen kom til at lufte sorgen over at miste kræfterne til at være bidragsydere i samfundet. 

Inden I går i gang med at læse min prædiken, vil jeg lige kort minde jer om at en prædiken oftest bliver skrevet og holdt ud fra et lille stykke af Biblen. Oftest fra et af evangelierne. Der er til årets søndage og andre helligdage to faste rækker af sådanne brudstykker – der er ikke frit valg.  Ved gudstjenesten læses dette stykke op, før prædiken. 

Det gør jeg opmærksom på, fordi det måske er lidt lettere at følge min tankegang i prædiken, hvis man ved, at det brudstykke, som jeg har læst og som jeg reflekterer over, er fortællingen fra Lukas evangeliet om den barmhjertige samaritaner, der modsat to andre forbipasserende hjælper en mand som er blevet overfaldet af nogle røvere og efterladt hjælpeløs på vejen. 

I øvrigt I kan måske have fornøjelse af at vide, at det var en søndag sidst i september, for prøv at lægge mærke til at jeg har noteret hvilke salmer, jeg havde valgt – der er 3 julesalmer, foruden en salme til den barnedåb, der også foregik. Man kan finde salmer på nettet på Den danske salmebog online. På den måde tilføjer jeg et ekstra brudstykke; juleaftenens fortælling om barnet i krybben. Det var også en leg at være præst.

Endelig vil jeg fortælle, hvad jeg ikke vidste dengang i 2019, hvor jeg skrev denne prædiken, at jeg et par måneder senere fik foretaget den allerførste MR-scanning ud af de mange, som til sidst førte til den antagelse, at jeg var ramt af MSA-p. Det budskab modtog jeg i januar 2021. Første søndag i september 2022 holdt jeg min sidste gudstjeneste. 

13. søndag efter Trinitatis 2019

3. Mos. 19, 1-2 & 9-18 og Lukas 10.23-37

Salmer Gilleleje kl.10.30: 114; (446); 125/ 108; (217); 402

Måske har I allerede fornemmet på dagens salmer, at jeg glæder mig til Jul.

For sådan cirka et halvt års tid siden blev jeg, i ugen op til Mariæ Bebudelse sendt hjem fra min læge med følgende besked: Nu får du den hårdeste og sværeste kur, jeg kan give noget menneske. Du skal rydde din kalender en hel uge – og du må ikke lave noget overhovedet. Heller ikke gå en tur? Spurgte jeg. Nej, sagde blikket – og stemmen føjede til, ligesom tøvende efter en pause. Du må ingenting. Ingenting. Ingenting.

Min kalender for den uge var sort af forpligtelser, så alene dét fik det til endnu engang at sortne for mine øjne. Det ville blive et helvede at få den kalender ryddet. Kan du ikke lige sende mig en liste på mail, sagde min provst, som nu skulle til at finde afløsere. Det må jeg ikke, jeg må ingenting. Du bliver nødt til at notere det for mig og klare det for mig.

Jeg var på det tidspunkt blevet både gul og blå i hovedet og sort rundt omkring øjnene. Havde været så uheldig eller klodset, om man vil, at vælte omkuld i et tog, der helt uventet var bremset hårdt op. ’Klonk’ havde det sagt, da mit hoved ramte gulvet, som et træ, man fælder, rammer den hårde vinterjord. Konk lød det efter det korte øjeblik, der gik efter at jeg forgæves havde fægtet ud i det blå efter en væg, jeg troede, jeg kunne læne mig op ad, og en bule på størrelse med et hønseæg, struttede frem – kunne mine konfirmander alt sammen fortælle mig, mens vi sammen fortsatte togturen hjemad.

Jeg var jo ikke blevet overfaldet. Jeg havde mit tøj på kroppen. Jeg var ikke halvdød. Det var kun mine briller, der heller ikke havde tålt faldet. De døde og blev begravet hos min optiker, som dagen efter barmhjertigt udstyrede mig med et nyt og midlertidigt stel til de meget ridsede glas. Jeg selv blev derfor heller ikke liggende som noget henkastet affald i en vejkant. Hverken præst eller levit gik forbi. Ingen samaritaner behøvede at dukke op med sit ridedyr og fragte mig til et herberg. Stædigt rejste jeg mig op, fulgte konfirmanderne tilbage – og kørte hjem i min egen lille æselgrå bil, og passede mine ting i de næste dage, om end jeg tillod mig at tage den lidt med ro, ligge i sengen og læse i stedet for at sidde ved skrivebordet – men så! næsten lige så pludseligt fire dage efter, var det som om slaget ramte mig med en fornyet kraft. Det var tilmed en søndag. Om mandagen udskrev lægen kuren. I 8 dage må du ingenting.

Det var på den syvende dag, at Gud hvilede efter at have skabt en hel verden ud af ingenting. Måske skal man være en Gud, for at kunne håndtere et ’ingenting’ at lave, eller et ingenting overhovedet.

For ingenting. Alene det forhold, at det er et af sprogets mest mærkelige ord, siger alt, for i det samme øjeblik man siger ingenting, har man jo sagt noget og så er der ikke et ingenting. Det er som om det er menneskeligt umuligt at forholde sig til et ’ingenting’. På latin hedder det nihilo. Ligesom i nihilist. Jeg ved ikke om det var derfor det var som at få en kur udskrevet på et sprog, man hverken kan forstå eller læse, eller om det skyldtes, at det piller ret så afgørende ved ens selvforståelse pludselig ingenting at måtte. Bogstaveligt talt.

Min store teenagesøn måtte til gengæld i gang med at gøre alting for os begge to. Købe ind. Lave mad. Vaske op. Gøre rent. Jeg kunne godt se på hans kropsprog, at det var som at få lagt en meget tung byrde på ryggen, men som dagene gik, kunne jeg også se stoltheden glimte i hans øjne, og ryggen rankes…

Og sådan gik det op for mig, at det måske langt fra er helt så tilfældigt, at Lukas kort forud for historien om den samaritaner, der hjælper den mand, der ligger som halvdød i vejkanten på vejen fra Jerusalem til Jeriko, fortæller, hvordan alle de 72, Jesus lige havde udpeget og netop udsendt med en hel liste af ’to do ting’, lige så stolte vender tilbage og fortæller, hvor meget de var lykkedes med og hvor mange de har hjulpet: ”Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn” – havde de sagt.

Og derfor får jeg lyst til at spørge, fordi det undrer mig:  hvordan i alverden har vi fået den opfattelse, at det skulle være en straf at knokle i sit ansigts sved eller at det skulle være som at vinde i lotto at kunne slænge sig som en larve i en puppe i en hængekøje under et palmetræ og sagte lade sig riste i sydens sol, når det forholder sig modsat, at det sværeste her i livet er, at lade sig bære, at lade sig hjælpe, at lade sig blive sørget for?  I en anden slags ridset slør, som i et gammelt muggent spejl anede jeg – i lyset af lægens recept – en forklaring på, hvorfor et menneskes afmagt kan slå om i vrede mod den eller dem, hvis hjælp et sådant menneske bliver afhængig af.

Jeg prøvede at væbne mig med tålmodighed, mens jeg lå præcis som sådan noget støv, der var kastet og hvirvlet hen i en krog under bænken, mens resten af samfundet susede forbi mig i den rundkørslen, jeg ikke måtte være en del af pga. kuren, fordi lægen havde skønnet, at min hjerne ikke magtede det. Og jeg måtte end ikke dulme mine frustrationer og mit tankemylder med så meget som en eneste øl, for det tålte hovedet heller ikke. Jeg følte mig som en puslespilsbrik, der ikke længere passede til det spil, alle andre var ved at lægge.

Og endda skammede jeg mig. 8 dages ingenting. Kun 8 dage. Hallo! prøvede jeg at råbe til de indre dæmoner, der allerhelst – som en anden Faust – ville tolke Guds ord som noget, der skulle omsættes i handling og dåd. At leve er at rejse sig. At gøre noget. At flyve. At bære frugt. At hjælpe og allerhelst en hel masse andre.  Nu skulle der gå 8 dage uden at jeg måtte bidrage med noget som helst. 8 dage. Det er 192 timer. 11.500 minutter. 691.200 sekunder – og ikke hjalp det mig, at uret ifølge Einstein går langsommere, jo hurtigere man bevæger sig. Det føltes stik modsat. Som en alen langsom tid.  Men!  en af mine bekendte havde på det tidspunkt i hele 3 år bogstaveligt talt siddet lammet og været ude af stand til at gøre ret meget og at udtrykke ret meget – akkurat lige så pludseligt fra den ene øjeblik til det andet var det også sket. Sådan som det sker for så mange, dagligt. Er det mon derfor vi overvejer at gribe til ’aktiv’ dødshjælp, når vi står med et liv, som ikke på nogen måde kan være og har udsigt til igen at blive aktivt – fordi det er så forbandet svært at være passiv, intet at kunne gøre selv.

Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? – havde den lovkyndige spurgt Jesus, fortæller Lukas, netop så påfaldende lige efter, at de 72 så tydeligt stolte var vendt tilbage. Til de 72 udsendte havde han sagt: Ja, se, sådan en magt har jeg givet jer, at I kan alt det– og dog! Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.

Er indskrevet. Hvad skal jeg gøre?

Hvad står der i loven? Havde Jesus svaret. At du skal elske herren din gud og din næste som dig selv, svarede den lovkyndige, men stiller så et nyt spørgsmål. Hvem er min næste?

Og nu skal man bemærke, at Jesus ikke svarer direkte, men i stedet skriver sit svar ind i en fortælling, akkurat sådan som han formanede sine 72 udsendte, at de først og fremmest skulle glæde sig over at være skrevet ind i himlene. Som om dét i sig selv er en pointe.  For nu skal I også bemærke, hvad jeg lige om lidt vil vise jer, nemlig at den fortælling så igen skrives ind en andre fortællinger på samme måde, som hvis man åbner en æske, der så bare rummer en ny æske med en ny æske med en ny. Eller som hvis man ser sig selv i et spejl og så ser et nyt spejl, som ser man ind i en uendelighed af fortællinger. På samme måde, som jeg derfor! med fuldt overlæg og – for eksemplet skyld – lige har stået her og fortalt jer om mit fald i et tog, ved at se det, der skete for mig, i lyset af det Lukas fortæller, at Jesus fortæller, som en lignelse, at der skete for den mand, der faldt i hænderne på røvere på vej hjem fra Jerusalem til Jeriko. For det er som om Lukas vil vise, at vi bor i en slags osteklokke af fortællinger, der hele tiden spejler, det vi er. Og forestil jer nu, at disse fortællinger, er som de fjelde, der kaster alle vores spørgsmål lige tilbage i synet på os selv, på samme måde, som når man råber til en fjeldvæg, der kaster sit ekko tilbage. Hvad er så svaret på spørgsmålet?

Tja, Jesus runder sin fortælling af med et nyt spørgsmål, som et ekko, idet han siger: Hvem er næsten for den mand, som faldt i røvernes hænder. Den lovkyndige blev derved tvunget til at pege på den lovløse samaritaner. Og dermed at svare er et: du skal elske den, der hjælper dig. Også den, du ellers opfatter som den gudløse.  Man siger så tit at vi er et gennemsekulariseret samfund, men holder det, hvis gud som er den hjælp, vi mødes med.

Skulle jeg nu svare ud fra mine egne oplevelser, måtte jeg sige, at min søn var i de 8 dage den næste, jeg skulle elske, hvis jeg ville arve et gudsrige.  Hvad der næppe ville volde mig de store kvaler, men skulle jeg forfølge den tråd ud i en videre synsvinkel: hvordan er det så med den vrede, der har det med at snige sig ind, når man ikke selv kan, hvad andre kan? Når man føler sig som en forkert og overflødig brik i samfundets puslespil. 

Hvad får du tiden til at gå med, spurgte en kollega forleden, da jeg fortalte, at jeg ifølge lægens erkæring endnu ikke bør arbejde på fuld tid. Med en finger tegnede jeg runde cirkler i luften. Kunne ikke få mig til at sige ordet ’ingenting’. Går rundt om mig selv, sagde jeg i stedet.  Han blev helt stille. Jeg håber aldrig, at jeg falder, – kom det så.

Men netop da han sagde sådan, forstod jeg ligesom i et nyt lys betydningen af, at der i historien ligger en anden fortælling som et spejl i en ny æske.

Jeg havde siddet med et kort over Israel, idet jeg faldt over en afgørende oplysning. Og nu kommer en del af forklaringen på de mange julesalmer til i dag. Det er Lukas, vi læser til jul, når vi hører om hvordan Josef på kejser Augustus´ befaling drager fra nord til syd, fra Nazareth i Gallilæa til Betlehem, Davids by– som ligger et ganske lille nøk syd for Jerusalem –  for at lade sig indskrive.  Indskrive. Der var den lige igen. Den lige vej på en sådan rejse, ville gå igennem Samaria, kunne jeg se på kortet, men så var der oplysningen, som ændrede kursen på kortet, for nu læste jeg, hvordan man altid undgik at rejse igennem Samaria og derfor i stedet fulgte en pilgrimsvej, der løber langs med Jordan flodens østbred, indtil den ved Jeriko drejer mod vest til Jerusalem og Betlehem. Altså må Josef og Maria have gået på den samme vej, som den mand, der blev overfaldet. Bare modsat. Som et spejlbillede.

Og prøv nu at se for jer, hvordan den overfaldne i fortællingen spejler Jesu liv. Røverne der mishandler ham og klæder ham af. Næsten som forlods ’ekko’ af påskens langfredagshændelser, hvor Jesus halvnøgen hænges mishandlet op på korset. Og i så fald, hvad skulle det sige os om det at havne i den situation ingenting at kunne? Hvem ligner vi da?  Og de to, der går forbi, er det ikke som de to dage, der går, inden kvinderne påskemorgen kommer til graven påskemorgen med deres krukker – med den olie, de skal bruge til at salve den døde. Og vinen, der renser hans sår, er det skærtorsdagens gør dette til ihukommelse af mig? Og hvad med ridedyret, der bærer ham til herberget? Skal det spejle indtoget på æslet en palmesøndag? Eller hvad med sårene der forbindes – ligesom barnet der svøbes og lægges i krybben, – for hvad med herberget? Husker I også, den julenat, hvor der ikke var plads i et andet herberg? 

Og skulle der nu sidde en anden pedant her i kirken, så ja, jeg har slået det efter og ved godt, at der i den græske ’original’ står to forskellige ord for herberg, selvom der kun bruges et og samme i den danske bibel. På græsk står der her på stedet et pandoxein, mens der julenat står katalumati. Julenattens er sammensat af to ord, der hver for sig betyder imod og ødelæggelse. Altså et værn imod ødelæggelse. Men det var jo optaget, det herberg, og det forstår man måske nu i et nyt lys, for skulle guds søn have brug for et sådant værn? Eller livet selv, hvad med det. Var barnet ikke lys i mørke?   Og endelig til slut: hvad med Samaritaneren, som kommer fra det sted alle rejser udenom? Og hvad med det forhold, at han betaler alt for den faldne, han i øvrigt har båret og på den måde rejst op fra ½ døden.

Det er som om Lukas i fortællingen skaber en gådefuldt spejlende flertydighed af det, der ligner og af det, der ikke ligner, så dét i sig selv bliver som et herberg for livet i alle dets mange former og med alle de mange modstridende forhold og følelser, vi må tumle undervejs – og, bemærk nu, at Lukas på den måde skriver det hele liv, både fødsel og død ind på samme vej. Om vi rejser ud eller hjem, står eller falder, så er det altid den samme livets vej, og livets fortælling, kan vi glæde os over – for selv når vi falder ud til en side, ligner vi noget, der allerede er skrevet ind i en historie.

Alligevel glæder jeg mig til jul – og historien om barnet i krybben. For hvilken magt og styrke har det ikke, et sådant nyfødt barn, også selvom det kan næsten ingenting… eller måske netop derfor?